En let ret, som sparer meget tid og kan du finde kalkunlår eller andet fjerkræ til en rimelig pris, kan det være et ekstremt billigt og nærende måltid.
Det her er en af de letteste og enkleste crockpot retter jeg laver, den tager mig aldrig over 30 minutter i aktiv tid i køkkenet og det giver mig tid til andre ting. Min familie elsker den gryderet som kommer ud af det og kan man lide kalkunlår eller andet lårkød fra fjerkræ, så tænker jeg også man vil synes om denne ret.
Det er en ret hvor rodfrugterne bliver møre, hvilket ikke altid sker i en crockpot, men giver man den 7 timer så er det garanteret.
Så lad os komme i gang med at lave hurtig comfort-food!
Crockpot Kalkunlår med rodfrugter
Equipment
- 1 Slowcooker
Ingredienser
Til Crockpotten:
- 8-10 Kartofler (Mellemstore)
- 6 Gulerødder
- 1 tsk Tørret ramsløg
- 1 spsk Tørret Persille
- 8 kværn Peber
- 1 tsk Salt (Jeg bruger keltisk havsalt her)
- 600 g Vand (Man kan bruge en kyllingefond hvis man har en på lager)
- 125 g Piskefløde (Tilsættes først til sidst 30 minutter inden servering)
Til Panden:
- 35 g Smør/Oksetælle
- 1 stort Kalkunlår (over 1 kg)
- ½ tsk Salt (Til at gnide kødet med)
- 4 kværn Peber (Til låret)
- 3 Skalotteløg (Finthakket)
- 3 fed Hvidløg (Pres to hvidløgsfed med bagsiden af en kniv og skær det andet i tynde skiver, til piquering af låret)
- 2 stængler Frisk rosmarin
Sådan gør du
- Skær alle grøntsager ud i tern, mine ser sådan ud, men det er smag og behag. Jeg presser altid hvidløgene med siden af en kniv, istedet for at bruge en hvidløgspresser. Da jeg synes det ofte giver en mindre markant og mindre bitter smag end hvidløgspresseren (Jeg har slet ikke sådan en af samme årsag). Derudover kan man hakke det fint selv hvis man ønsker det, eller blot ligge dem hele ned i retten (Det gør jeg, for så kan man tage dem op igen, uden at skulle spise dem, så fungerer de som et krydderi istedet).
- Hæld kartoffel og gulerodsternene ned i crockpotten og tilsæt krydderierne.
- Rør det hele rundt med en træske, så det er ordentligt fordelt og alle grøntsager har fået krydderi.
- Forbered kalkunlåret ved at gnide det med salt og peber, jeg piquerer altid med rosmarin og hvidløg under skindet på kalkunen også. Varm en pande med fedt og glaser løg og hvidløg, tag dem af panden og steg kalkun låret af, tilsæt fedtet fra panden, løg og hvidløg til retten og rør det rundt. Læg så kalkunlåret ovenpå sengen af grøntsager og hæld vandet ovenpå grøntsagerne, læg låget på crockpotten og lad det få ca. 6-7 timer på lav varme.
- Når der er ca. 40 minutter til at maden skal serveres, tages låret op af crockpotten (Brug en bred paletkniv til at holde under låret, da det ellers går helt fra hinanden). Fjern alle ben og skindet og smid det ud. Riv kødet i strimler og bland det ind i gryderetten sammen med piskefløden og sæt crockpotten på high i 30 minutter.
- Og så er der mad, server gerne med et stykke godt brød og smør. Bon appétit!
Noter
Jeg håber du vil afprøve denne opskrift og husk at hvis du gør, må du meget gerne skrive en kommentar nedenfor eller vise dit fine resultat inde i Signalgruppen. Jeg holder meget af at se, hvad i får lavet. Hav en velsignet dag.
K.H.
P.S. alle indlæg på denne blog er skrevet og fotograferet af Belle Frost, der er ikke brugt AI til at generere indhold og al Copyright tilhører Maison Frost.
Skriv et svar