Lige pt har jeg ikke tid til at stå og lave mad, som jeg plejer. Der er travlt. Jeg skal forberede produkter til Jul og ligeledes forberede en lang tur, da vi skal rejse over atlanten i flere måneder.
Jeg skal lukke et hus ned, åbne et andet og også planlægge at lukke det ned relativt kort tid før Jul. Så der er kort sagt, rigtigt meget at se til, det betyder dog ikke, at vi skal spise dårligere.
Det betyder blot, at jeg skal planlægge vores mad lidt mere og at jeg laver mange retter i min crockpot. For ja, det er både let og ekstremt lækkert.
Denne “hearty” efterårs ret, er blot en af mange, som vi spiser når mor desværre har travlt nogle gange. Denne gang handler det simpelthen om, at jeg skal lukke huse ned, pakke, forberede et langt oversøisk ophold og ja være klar til julesalget, som kræver en del måneders forberedelse, hvis jeg ikke skal være helt blæst omkuld.
Det har jeg bedt meget for ikke skal ske og svaret har været enkelt. Sørg for at forberede dig i god tid, find ro i det du laver i stedet for hele tiden at udsætte det for at finde ro. Undgå at gøre det for besværgeligt for dig selv, ved at finde på for mange nye ting osv. Det er jeg nemlig rigtigt god til, altså at finde på nye ting og at udsætte ting, fordi jeg slet ikke kan nå alt det, jeg gerne vil nå. Og så står jeg der med 300 ting i sidste øjeblik og det er bare super ufedt.
Det er dog blevet væsentligt bedre med den der udsættelses mani med årene. Men når jeg tænker over hvor stresset jeg nogle gange, har formået at gøre mig selv de forrige år, bare fordi jeg ville gøre det rigtigt godt eller have det rart og hygge mig, eller fordi mine forventninger til ting var alt for høje og derfor hærgede mig. Så er jeg nu på mit 42. år kommet frem til, at jeg hygger mig meget mere, når jeg har forberedt mig, også selvom det umiddelbart virker “kedeligt”.
Hvilket faktisk slet ikke er tilfældet.
I mange år var “spontan” mit første mellemnavn og “manglende tålmodighed” mit andet mellemnavn. Begge dele et produkt af, at være opvokset i en ekstremt forkælet kultur. Jeg har været i gennem meget hårde ting i dette liv, men det ændrer ikke på, at vi i denne del af verdenen er meget priviligerede, når vi mener vi er fattige er vi det ikke og når vi mener noget går langsomt er det sjældent tilfældet heller. Derfor skaber vi os mere når vi begrænses eller når vi synes vi har for lidt eller når ting tager for lang tid osv. osv,
Det at vokse op i sådan en kultur/samfund, skaber en relativ uheldig persona må jeg indrømme, sådan en der brokker sig over alt muligt, blot fordi man aldrig har skulle kæmpe, sådan rigtigt! Det har egentligt skabt en del problemer og kaos i livet henover tid.
De sidste 10 år har jeg dog fået lov at kæmpe mere end rigeligt. Hvilket har været hårdt men også meget sundt for min personlighed. Det har blandt andet løst min tålmodigheds problematik. Jeg er simpelthen blevet tålmodig “enhver der har kendt mig fra jeg var ung” ved det er en vild ting.
Men min udsættelses mani, har jeg ikke helt fået bugt med endnu, så i år besluttede jeg mig for at bede for en konstruktiv løsning, i forhold til dette problem. I Lukasevangeliet fandt jeg så dette vers som føltes meget relevant (Lukas 9:59-62) Til en anden sagde Jesus: „Kom med mig!” Men han svarede: „Herre, jeg må først tage mig af min fars begravelse.” „Lad de døde begrave deres døde,” svarede Jesus. „Gå du ud og forkynd budskabet om Guds rige!”
En tredje sagde: „Jeg ville egentlig gerne være discipel af dig, Herre, men lad mig først tage afsked med min familie.” Jesus sagde til ham: „Når du begynder at pløje, skal du se fremad og ikke tilbage. De, der hele tiden ser sig tilbage, kan ikke arbejde i Guds rige.”
Et pænt tydeligt hint og god vejledning fra Bibelen (som altid). “Procrastination Nation” lyder som en dårlig dokumentar, men jeg ved mange kan spejle sig i problematikken. Som desværre har hærget mig og min familie i en del år, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg bliver stresset når jeg ikke har nået, det jeg skal. Stress er ikke godt for nogen og derfor må det stoppe, det er den voksne beslutning jeg har taget.
På instagram er det særligt populært at vise hvordan ens liv flyder udover sine breder og sige “der er vigtigere ting end hjemmelavet mad, opvask, vasketøj m.m.”. Det er jeg bare ikke ligefrem typen der mener er helt sandt. Jeg mener det er vigtigt at lære mine børn, at det er vigtigt, at de får ordentlig mad, bruger ordentlige produkter på deres hud og at de får lavet deres ting til tiden. Så nej jeg har ikke lyst til, at lære dem at være et rodehoved eller en der køber mad udefra og mindst af alt har jeg lyst til at lære dem, at blive en der udsætter ting hele tiden. Bare fordi det virker nemt. Nissen følger med siger man og det kan jeg skrive under på er meget sandt og da jeg ikke ønsker nisser i min nærhed, må jeg få den ud af hytten, så vi kan komme videre på bedste vis!
Så derfor må jeg tage min plov og stoppe med at se bagud, stoppe med at blive optaget af andre ting og få løst det der skal løses, når det skal løses i stedet for. Det er en byrde jeg må tage på mine skuldre og jeg lader Gud vise mig vejen, for så bliver byrden mindre hård.
Jeg vælger aldrig den lette vej generelt (på trods af min udsættelses mani). Hvilket også er årsagen til det kan være super hårdt nogle gange og jeg bare tænker åhhh, giv mig nu lidt fred.
Det er så der det bliver monster smart med en crockpot, den giver mig meget fred og jeg kan lave alt fra brød, kager, fedt, steg og simremad i den. Så det er en rigtig vigtig del af mit køkken i dag og også årsagen til at jeg faktisk har flere af slagsen.
Denne ret er bare kærlig og lækker, den kan spises som en velouté suppe med andekøddet og et godt stykke brød til, eller med kartofler, ris eller pasta. Det er sådan set, en selv der bestemmer. Herudover er det, det som jeg kalder en kombi ret, altså da jeg lavede denne ret, lavede jeg også denne Hurtig Butternut Velouté, fordi det passede med mængden af overskuds butternut og på den måde fik jeg to retter skabt på en dag og ja der er suppe/kød/sauce til flere dage og de smager meget forskelligt.
Så lad os komme i gang!
Mémé’s Andelår med Butternut Squash & Sherry
Ingredienser
Direkte i Crockpotten
- 4 store Gulerødder
- 500 g Butternut Squash i tern
- 650 g Kyllingefond (Jeg bruger min 3 timers Broth til dette, du kan finde opskriften på bloggen)
- 10 kværn Sort Peber
- 2 spsk Sumac
- 1 spsk Ramsløg
- 2 Laurbær blade
- 1/4 tsk Piment d'espelette
- 60 g Sherry (eller lignende, alkoholen, forsvinder under den 6 timer lange tilberedning og efterlader en skøn smag til retten)
Det der skal brunes
- 50 g Andefedt (Smør kan også bruges, men det andet smager bedre i denne ret)
- 3 mellem Skallotteløg i både
- 2 store Hvidløgsfed presset med bagsiden af en kniv
- 3 Store Andelår (4 små kan også bruges)
- 1/2 tsk Fleur de sel
- 6-8 kværn Sort Peber
- 1 1/2 tsk Groft Gråt Salt (Celtic Salt)
Hvis du laver Velouté
- 150 ml Piskefløde (skal tilsættes efter du har renset og blendet saucen)
Sådan gør du
- Skær grøntsagerne ud i tern og både.
- Tør kødet tørt med et rent viskestykke eller køkkenrulle.
- Smelt fedtet i en stor gryde og sautér skalotteløg og hvidløget let.
- Hæld gulerødder og butternut squash i crockpotten.
- Hæld krydderierne henover og vend dem grundigt ind i grøntsagerne med en grydeske.
- Hæld kyllingefond og sherry henover og tilsæt de sauterede løg.
- Brun nu andelårene grunddigt i det samme fedt først med lav varme og hæv så til medium. Sørg for de får en dejlig gylden farve.
- Læg andelårene ovenpå sengen af fond og grøntsager. Kværn lidt ekstra peber og drys lidt Fleur de sel på dem. Lad dem få 1 time på high.
- Efter en time på high sættes crockpotten til 13-15 timer på low.
- Når retten er færdig skal man forsigtigt tage kødet op så man ikke taber ben ned i saucen. Denne vidunderlige fond der har dannet sig i bunden skal nu laves til en velouté. Men man kan bruge den til mange andre ting også, den kan spises som den er henover kartoffelmos blandt andet (se andre forslag i noten).
- Skim suppen for fedt, der er gerne en halv til en hel kop andefedt, som jeg plejer at sætte på køl i et glas. Det fedt kan man stege både kartofler og kød i, så det er spild at smide det ud. Den skal kun have små fine perler af fedt tilbage, når den er færdig skimmet.
- Rens kødet for skind, knogler og hinder og forbered det i den størrelse stykker eller trevler, som du nu engang ønsker.
- Fjern laurbær bladene fra fonden og sørg for der ingen knoglerester ligger tilbage i suppen.
- Ønsker man en cremet velouté suppe som tilbehør til anden, skal man blot blende suppen.
- Når den er blendet helt fløjlsblød, tilsættes fløden og den piskes op.
- Så kan de serveres med et godt stykke brød og ja det er den letteste måde at lave denne ret på, man kan også lave pasta og bruge veloutéen som sauce og vende andekødet ind i. Er man mere til kartofler, kan man bruge saucen helt som den er og hælde den over kartoffelmos og kød.
- Denne gang har jeg lavet veloutéen og den ser sådan ud. Bon Appétit!
Noter
Der er noget skønt ved at lave mad, som er nærende, smager godt og som tager meget lidt aktiv tid i køkkenet. Det nærer på mere end en måde, jeg håber du vil prøve at lave ovenstående ret og vil dele med mig hvordan det gik. Hav en velsignet dag!
K.H.
P.S. alle indlæg på denne blog er skrevet og fotograferet af Belle Frost, der er ikke brugt AI til at generere indhold og al Copyright tilhører Maison Frost.
Skriv et svar