“Grimme” pærer, dem med mange skræmmer, også kaldt for nedfaldspærer eller blot dem der er blevet glemt af andre i supermarkedet eller dig selv i køleskabet. Den slags pærer, kan jeg rigtigt godt lide.
Jeg finder dem faktisk smukke og når det kommer til ægte pære smag, så er den der ikke før en pære begynder at blive mindre køn. Jeg ville kalde det helt perfekt uperfekt. Jeg elsker virkeligt pærer, de tilhører en helt unik form for frugt og mange forstår dem ikke, nok fordi de tror de er ligesom æbler :-P.
Har man ikke fået dem tilberedt korrekt, eller i den rette modenhed kan det være svært at kunne lide dem. Der findes over 3000 pæresorter på verdensplan, både sommer, efterår og vinterpærer. De fleste supermarkeder har dog kun 2-3 sorter. I Frankrig er udvalget en del større end i Danmark, Jeg kan let finde 15 sorter bare i mit nærområde.
Det jeg ofte hører fra folk der ikke kan lide pærer er, at de enten aldrig har fået andet end dåsepærer, eller at de har fået umodne eller overmodne pærer. Der er intet lækkert ved en splattet aluminiums dåsepære. En umoden pære er decideret forfærdelig, her er pæren stadigvæk ren stivelse og lidt syre, den er tør, melet og det gør nærmest ondt på tungen at spise den. En overmoden pærer kan smage nærmest fermenteret og gæret og ja den kan være kvalmende sød og splattet blød. Så jeg forstår aversionen, hvis den er baseret på ovenstående, men en rigtigt god pære, som er perfekt tilberedt, eller perfekt moden er noget af det bedste jeg ved!
Pærer modner i mørke, når det er køligt. Ergo, det bedste man kan gøre er at ligge dem i køleskabet eller i et spisekammer, eller et andet mørkt og køligt rum, i en uges tid eller mere, efter man har købt eller plukket dem. Så modner de perfekt over tid, alt stivelsen omdannes til en sød og saftig parfumeret juice, der driver ned af hagen, på den der ekstremt ucharmerende charmerende måde ;-).
Men for at komme tilbage til emnet, pærer der er knapt så kønne. Så er grimme pærer meget velegnede til, at lave marmelade med. Hvilket jeg naturligvis gør hver gang jeg får mine fingre i pærer, netop nu hvor det er højsæson for pærer. Det betyder dog også, at jeg ofte glemmer mine pærer i en uges tid i køleskabet og så kommer de ofte til at se mindre pæne ud og ja det heldige ved det er, at de nu er blevet helt perfekte til denne enkle marmelade, som har så fin en pæresmag og emmer af vanilje, kort sagt, den smager ekstremt godt og kan bruges til diverse ting.
Jeg bruger den til at lave is med, ovenpå ost, i yoghurt, i kager ja “you name it”! Det er en enkel marmelade med et lavt sukkerindhold ift. konventionel 50/50 marmelade. Som altid, reducerer jeg sukker, men jeg fjerner det ikke helt, da jeg grundlæggende ikke mener det er sukker som er problemet, men mere hvilken slags der bruges og ja hvor meget man hælder i. Denne opskrift er lavet udfra 1 kg pærer, som efter man har fjernet kernehuse og skræl bliver til ca. 750g frugt. Det er en lille portion og man kan altid gange opskriften op. Omend, det er ofte den her mængde jeg har glemt på køl og det passer også til dem, der måske ikke har en familie, som også glemmer frugt.
Så ja, opskriften giver 2-3 standard glas marmelade. Er man single er det meget, er man en familie er det knapt så meget, men igen, lav gerne flere kilo hvis du er så heldig, at have et pære træ i baghaven.
Men, lad os prøve at forvandle nogle grimme pærer til noget smukt og smagfuldt!
Pære Vanilje Marmelade
Ingredienser
- 750 g Modne Pærer
- 130 g Demerara Sukker (eller anden uraffineret krystalliseret sukker)
- 1 stang Vanilje (Jeg bruger både korn og stang i denne opskrift)
- 30 g Citronsaft
Sådan gør du
- Vask pærerne.
- Skær pærerne i halve og fjern kernehuset og skræl med en lille kniv. Skær herefter pærerne ud som vist på billedet.
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud, fordel dem i 1 spsk af det afvejede sukker. Skær stængerne i 4 kvarte.
- Bland pærer, sukker og vanilje og lad det trække 2-3 minutter inden det sættes over høj varme. (Husk citronsaften ikke skal tilsættes endnu)
- Når marmeladen koger, sænkes temperaturen til mellem. Læg låget på og lad marmeladen simre i 20 minutter, kig til den med jævne mellemrum og rør. Tag låget af efter de 20 minutter og lad den simre yderligere 15-25 minutter (alt efter pæresort, det er forskelligt hvor meget saft de indeholder). I mellemtiden gøres glas og evt. tragt klar. Efter ca. 35-45 minutter har marmeladen fået en tykkere konsistens og halvdelen af frugten er udkogt nu tilsættes citronsaften, sæt varmen tilbage på høj og giv et hurtigt opkog og hæld så marmeladen på glas og vend dem på hovedet til de er kølet af. Marmeladen kan synes lidt tyndere end mine andre marmelader, omend den tykner når den er kølet af.
- Dagen efter har du denne skønne marmelade, som er fantastisk delikat, den er særligt skønt på græsk yoghurt, ovenpå en bund af smuldrede småkager med flødeskum på toppen, eller i en pære flødeis.
Noter
Der er noget rigtigt smukt ved at bruge grim frugt, selvom vi har lært at kigge efter det pæne. Den ydre skønhed har det med at snyde, jeg elsker det som er perfekt uperfekt. Hav en velsignet dag!
K.H.
P.S. alle indlæg på denne blog er skrevet og fotograferet af Belle Frost, der er ikke brugt AI til at generere indhold og al Copyright tilhører Maison Frost.
Skriv et svar