Det er ved at være enden på sæsonen for vinter citrus, så nu er der kun mandariner, appelsiner og citroner tilbage. Men sen sæsonens mandariner er særskilt aromatiske og søde. Deres orange farve er dyb, hele fiberen er mættet med æteriske olier, der giver den dybere farve og den mest henrivende duft og smag.
Noget andet citrus elskere vil kunne genkende er, at desto senere vi kommer i sæsonen. Desto sværere bliver det at pille de små vinter citrus frugter. Skrællen bliver tyndere og tyndere og der kommer også flere og flere sten/frø i frugten. Så det er nu man skal bruge juicen istedet for at spise frugten og samle frøende hvis man altså har et drivhus. Sent på sæsonen er saften fra mandariner virkelig skøn at drikke 50/50 med danskvand. Men en rigtig god og gammeldags ting, man også kan bruge mandarinsaften til, er frugtcurd.
Lemon curd kender de fleste, men at man kan lave curd af de fleste slags frugt juicer og nogle frugtpuré, er der nok mange der ikke ved. Curd er jo blot er en form for custard, hvor vi skifter mælk/fløde ud til fordel for juice/puré og smør. Det er ekstremt let at lave, så længe man gennemlæser opskriften, følger den og ja pisker HELE TIDEN!
Jeg synes der er noget meget interessant ved, at lave en frugtcurd. Da frugtcurd indeholder både æg og smør, hvilket må anses for at være et kæmpe plus ift. næringsværdien af et sådant produkt. Desværre er dem man køber ofte tilsat diverse tilsætningsstoffer, raffineret sukker/sirup og ja stivelse, hvilket man ikke behøver overhovedet!
Så jeg er fortaler for man laver det selv (som altid). Jeg er også stor fortaler for berigede “marmelader”, eller hvad vi skal kalde frugtcurd. De er i alle fald ofte overset og man kan bruge dem meget bredt i sit køkken, det er ikke blot noget man kan smøre på en bolle, det kan også bruges som fyld i chokolader, kager, macarons og kiks. Det kan bruges til dessertcremer, eller som en meget nyttig ingrediens i hjemmelavet is, da det her agerer som stabilisator, det forbedrer konsistensen og ja stabiliserer den når den er i fryseren (altså minimerer dannelse af krystaller). Frugtcurd kan bruges til at smage milkshakes og yoghurt til med, uden det fortynder dem.
Så ja, frugtcurd er i sandheden noget, der kan bruges mange steder i et køkken og den slags elsker jeg!
Så her er min opskrift, hvor jeg har brugt mandariner, fordi det er sæsonens sidste og så kan man ligeså godt, få lidt mere nydelse ud af dem. Jeg skal nok dele en klassisk lemon curd, en blandet citrus curd, jordbær curd osv. en anden dag, men det er midt marts og det betyder mandariner er den sjoveste citrus at arbejde med, nu hvor jeg alligevel er i Syd Spanien.
Mandarin Curd
Ingredienser
- 2-3 spsk Fintrevet Mandarin skal (riv altid skallen af frugterne inden du juicer dem)
- 80 ml Friskpresset Mandarin Saf (ca. 3-5 mandariner)
- 1 spsk Friskpresset Citron Saft
- 90 g Uraffineret Rørsukker (gerne med vanille infusion) (Undgå at bruge rå rørsukker eller kokossukker, de overtager smagen af citrus)
- 1/8 tsk Vanillepulver
- 1 knsp Uraffineret Havsalt
- 1 XL Æg
- 3 Æggeblommer
- 80 g Usaltet smør
Sådan gør du
- Tag smørret ud af køleskabet. Vej 80g af og skær det i 6 store tern. Lad det stå og blive blødt imens du forbereder din curd.
- Riv skallen af mandarinerne med et microplane eller lignende.
- Pres saften fra mandarin og citron.
- Hæld saft og skal ned i en pyrex skål eller lignende brændfast skål, som kan bruges over vandbad uden at røre vandet. Vær opmærksom på, at metalskåle kan afgive en metallisk smag til citrus. Så pyrex eller porcelæn er at foretrække.
- Tilsæt sukker, vanillepulver, salt, æg og æggeblommer.
- Pisk det hele grundigt sammen, så der ingen klumper er i massen.
- Sæt en kasserolle over med 5 cm vand og lad det komme i kog, hvorpå du sænker varmen.
- Sæt skålen over vandbaddet (tjek at vandet ikke berører skålen, dette er vigtigt!) og pisk hele tiden, det er en god idé at holde øje med temperaturen (den skal ikke over 80-85 grader).
- Når massen begynder at tykne og får konsistensen af en kogt kagecreme ca. ved 70-75 grader, tages den af vandbaddet. Vær opmærksom på, at piske hele tiden, da det er det som gør du ikke ender med en klumpet curd eller endnu værre røræg.
- Pisk videre og tør skålen, vær forsigtig den er brændende varm, så sørg for ikke at brænde dig.
- Tilsæt smørret et tern ad gangen og pisk til det hele er helt smeltet.
- Hæld mandarin curden på glas, sæt låg på og vend glasset på hovedet, så du undgår der opstår skind.
- Stil på køl når glasset har stuetemperatur og brug mandarin curden indenfor 6 uger.
Noter
Jeg elsker tanken om, at vi kan forlænge sæsonen på frugter og bær ved at konservere dem, som vi gør i marmelade, syltetøj og curds. Med curds kan du følge citrus sæsonerne og lave curds af diverse citrus, det er der noget med herligt ved. Jeg håber du vil prøve at lave denne opskrift og hvis du gør, så vær sød at fortælle mig hvordan det gik nedenfor eller i Signal gruppen. Hav en dejlig dag!
K.H.
P.S. alle indlæg på denne blog er skrevet og fotograferet af Belle Frost, der er ikke brugt AI til at generere indhold og al Copyright tilhører Maison Frost.
Skriv et svar